15 dage i Tibet

PILGRIMSREJSE TIL VERDENS TAG

Denne pilgrimsfærd, som er helt unik af sin slags, vil tage dig gennem Nepal ind til et land så rigt på indre klarhed, visdom og kærlighed, som ikke findes noget andet sted i verden. Tibet venter dit besøg, og er du åben vil det være en oplevelse for livet.

I løbet af 15 magiske dage fra d. 8. - 22. september 2017, bliver du inviteret ind den mystik, som stadig omgiver Tibet, og som leves af tibetanerne. Du bliver taget med på en rejse ind i de smukke klostre med messende munke og duftende røgelse, ud i en natur, som er så storslået, så unik, at ingen ord kan beskrive den til fulde. Og du vil blive inviteret til et møde med den larmende stilhed ved en hellig sø så fantastisk, og som med sin blågrå overflade, spejler alt det, øjet ikke ser.

Tibet er stadig smilet og glædens land. Et møde med den dybde, det nærvær og den kærlighed, der strømmer fra den gamle tibetanske kvindes øjne, er et møde for livet – et ordløst møde, der siger alt. 

Hvad end, Tibet har at sige til dig, er du så hjerteligt velkommen på rejsen til Verdens Tag.

 

Gratis meditation fra Tibet

 

NYT: TIBET UDSOLGT

Det er nu officielt, at 15 pilgrimme drager mod Nepal til september, som bliver vores åbning ind til Tibet, og vores rejse der. Det er så ganske særligt - en oplevelse og gave for livet.

Selvom rejsen nu er udsolgt, er du stadig meget velkommen til at gå på opdagelse i rejseprogrammet og fornemme pilgrimsstemningen her. Måske det kan inspirere dig til at tage med, næste gang en Sjælens Pilgrimsrejse åbnes.

FÅ ENERGIEN FRA TIBET I EN SKØN MEDITATION

MEDITATION FRA GANDEN KLOSTERET I TIBET -
00:00 / 00:00

 Rejseprogram 

Rejseprogram: 8. - 22. september 2017

REJSEN DAG FOR DAG: 15 DAGE I TIBET


MINDRE ÆNDRINGER KAN FOREKOMME

DAG 1, KØBENHAVN - KATHMANDU

Afrejse fra København med Qatar Airlines for via Doha at flyve til Kathmandu, mål for de første to dage af vores Pilgrimsrejse til Verdens Tag!

Afrejse kl. 18:20 med ankomst til Doha kl. 01:20, og videre kl. 02:10 med ankomst til Kathmandu kl. 09:30.

DAG 2, KATHMANDU

Ankomst midt på dagen til Kathmandu. Pernille møder jer i lufthavnen og sammen kører vi til Hotel Manaslu, der ligger ganske centralt i byen. Efter ind-checkning og et lille hvil, bliver vi hentet af vores lokale guide, som vil tage os på en guidet tur gennem Thamel videre til Durbar Square. Særlig er Durbar Square omkring solnedgang, hvor nepalesere, på vej hjem, lægger blomster ved tændte olielamper og beder en bøn, inden de går videre ud i aftenen. Hele området omkring det gamle kongepalads syder af religiøsitet og liv, det er en særlig oplevelse.

Overnatning på Hotel Manaslu.

Morgen- og aftensmad inkluderet.

DAG 3, KATHMANDU

Vi besøger nogle af Kathmandu Dalens største religiøse seværdigheder. Vores pilgrimsfærd tager os til Pashupatinath, som er hinduernes helligste plads i Kathmandu Dalen, med Shiva tempel og Gaths (Hellige trin) ned til Bagmatifloden, hvor de døde brændes.

Helligemænd, Sadhuer, pilgrimsrejsende, ligbål - alt på et sted, det er et fantastisk skue. Herfra går vi ad bagvejen til Boudanath, den store Stupa, forbi de mange klostre, Buddhistiske munke i bøn & tibetanske flygtninge - en dag med vækkelse mod den Buddhistiske og Hinduistiske tænkning, religion og vores videre retning mod Tibet. Tillader tiden det, bliver der mulighed for at besøge at af klostrene.

Overnatning på Hotel Manaslu. 
Morgen- og aftensmad inkluderet.

DAG 4, KATHMANDU - LHASA - TSEDANG

Vi flyver til Tibet, og er vejret klart, er det en fantastisk flyvetur over Himalaya til Verdens Tag. Det er en udfordring at lande i Lhasa i 3.650 moh. og det kræver omtanke, rolig gang og masser af vand for at lande på bedste vis. Tsedang (3.200 moh) er en af Tibets største byer, og ligger en lille smule lavere end Lhasa; dermed er det nemmere at akklimatisere.

Tsedang beskrives som “the Cradle of Tibetan Civilization”, det sted hvorfra den tibetanske kultur udsprang, et smukt sted at starte vores tibetanske pilgrimsfærd.
Overnatning i Tsedang på hotel Yulong.

Morgen-, frokost og aftensmad inkluderet.

DAG 5, SAMYE KLOSTERET

Samye klosteret, Tibets første kloster, venter os. Intet giver mere mening, end at starte der, hvor det hele startede - og vi bevæger os mod en dag, hvor vi får rum til at åbne os for det, der for mange tibetanere er det helligste kloster af dem alle. Dette første kloster - hvor flere af de buddhistiske retninger mødtes og blev til det første sted, hvorfra Den Tibetanske Buddhisme tog sit afsæt, og hvorfra alle sjæle rejser videre, når sjælen forlader kroppen - byder os velkommen.

Overnatning: Yulong Hotel. Kørsel ca. 1t. 40 min / 30 km. 
Morgen-, frokost og aftensmad inkluderet.

DAG 6, TSEDANG - LHASA

Vi kører til Lhasa, Tibets hovedstad. En tur, hvor vi undervejs besøger Mindroling Klosteret, som er et kloster skabt for læring og udøvelse af Nyingma-pa sekten. Den del af den Tibetanske Buddhisme, der undervises her, siges at være den ældste, mest kraftfulde og en direkte læring fra Tibetansk Buddhisme. For mennesker med uroligt sind, siges det at disse lærdomme bærer den klareste og den mest effektive måde at realisere sit fulde potentiale som menneske på.
Overnatning: Yak Hotel. Kørsel ca. 5 timer. 

Morgen-, frokost og aftensmad inkluderet.

DAG 7, LHASA

De næste par dage tilbringer vi i Lhasa med besøg i Drepung og Sera klostrene. Begge klostre har hver sin særegne historie, som vi vil åbne os for ved besøgene. I Sera Klostret afholder munkene hver eneste dag en ’lektion’ i at diskutere og argumentere. Det er en helt særlig oplevelse at se munkene træne, som de har gjort i århundreder, opdage dem være så dybt dedikerede i deres træning. Du vil i løbet af dagen få lov at møde de messende munke, den duftende røgelse og klostre så smukke, at ingen ord kan beskrive dem.

Overnatning: Yak Hotel. 
Morgen-, frokost og aftensmad inkluderet.

Show More

DAG 8, LHASA

Vi besøger Potala Paladset, og går på en del af den Kora, der omgiver paladset. Potala Paladset har været vinterpalads for Dalai Lama indtil den 14. Dalai Lama måtte flygte til Indien i 1959. I dag er det det nok mest hellige palads for det tibetanske folk, det bærer så megen historie, er så stort og magisk at du med garanti får en oplevelse for livet.

Overnatning: Yak Hotel. 
Morgen-, frokost og aftensmad inkluderet.

DAG 9, LHASA - NAMTSO LAKE

Namtso søen i 4.720 moh. er en oplevelse af de særlige. Vi er ved verdens højst beliggende saltvandssø, og på nuværende tidspunkt burde vi være så vel akklimatiserede, at vi kan indtage dette hellige sted uden de store udfordringer. Namtso Lake, betyder “Heavenly Lake” på Tibetansk, og vi vil på dette særlige sted invitere til dage i stilhed. Fordybelse, meditation og refleksioner vil fylde vore to dage ved søen. Disse to dage er dine til at være med dig, og komme tættere på det, der måtte være i og med dig på dette tidspunkt. Vi vil se solen gå ned  over den smukke blå overflade på Namtso.
Overnatning: Teltlejr. Kørsel ca. 5 timer. 

Morgen-, frokost og aftensmad inkluderet.

DAG 10, NAMTSO LAKE

Vi står op ved daggry, og vælger solen at vise sig for os, mødes vi af et helt særligt syn, når den spejler sin røde farve i det klare blå vand. Hvad bliver du mon opmærksom på, som vækkes med dig, i denne særlige solopgang? Hvis vejr og kondition tillader det, vil vi vandre lidt om søen, gøre rum for stilhed og meditation. Dagen er afsat til at være på dette hellige sted, og du er inviteret til at fordybe dig i mødet med dig selv og det der er.

Endnu en aften, hvor vi vil lade solen gå ned over søen, vil du få mulighed for at lade natten viske det ud, du lod gå ned med solen.
Overnatning: Teltlejr. 

Morgen-, frokost og aftensmad inkluderet.

DAG 11, NAMTSO LAKE - GANDEN - LHASA

En sidste morgen ved Namtso, og herefter kører vi mod Ganden Klostret. Ganden Klostret er en gave, der bliver så ganske særlig at åbne med dig. Det ligger nordøst for Lhasa i et naturligt amfiteater, hvis skønhed er helt unik. Fra klosteret er der en fantastisk udsigt ud over det omkringliggende landskab. Ganden er Geluk Sektens (Gulhattene) primære kloster, det er herfra en stor del af deres lære udspringer. Dalai Lama tilhører Gulhattene og indtrædning af Dharma er en af grundstene indenfor denne retning af den Tibetanske Buddhisme.

Overnatning: Yak Hotel. Kørsel: Ganden til Lhase ca. 2 timer. 
Morgen-, frokost og aftensmad inkluderet.

DAG 12, ANI TSANKHUNG KLOSTERET

Vi besøger Ani Tsankhung nonneklosteret i Lhasa. Bagerst i klostret er en naturskabt hule som Songtsen Gampo, den første til at bringe Buddhismen til det Tibetanske folk, har brugt til at meditere i. Klostret har gennem tiderne huset mange kvinder, som har ønsket at studere den tibetanske kultur. Efter besøg på klostret, som ligger midt i Lhasa by, er der tid rundt i byen på egen hånd.

Overnatning: Yak Hotel. 
Morgen-, frokost og aftensmad inkluderet.

DAG 13, LHASA - KATHMANDU

Vore dage i Tibet slutter, og vi bliver kørt til lufthavnen, hvorfra vi flyver tilbage til Kathmandu.

Transfer til Hotel

Overnatning Hotel Manaslu eller lignende. 
Morgen- og aftensmad inkluderet.

DAG 14, KATHMANDU

Dagen er til fri disposition, og du har mulighed for at bevæge dig rundt i Katmandus farverige gader på egen hånd. Eller besøge en af de smukke Stupaer for at sige et sidste farvel eller på gensyn!

Overnatning Hotel Manaslu eller lignende. 

DAG 15, KATHMANDU - KØBENHAVN

Turen går til Danmark. Vi tager et morgenfly til Doha kl. 10:40, og derfra videre til København, hvor vi lander samme aften kl. 19:50.  Vores pilgrimsfærd til Verdens Tag er nu bragt til ende!

Morgenmad inkluderet.

 

Pris & Tilmelding

DATOER

Afrejse fra København: FREDAG D. 8. SEPTEMBER kl. 18:20 med Qatar Airlines. Ankomst til Doha kl. 01:20, og videre kl. 02:10 med ankomst til Kathmandu kl. 09:30.

 

Hjemrejse fra Kathmandu FREDAG D. 22. SEPTEMBER, 2017. Morgenfly til Doha kl. 10:40, og derfra videre til København med ankomst samme aften kl. 19:50.

PRIS

Pris DKK 33.750 (depositum på 1.500 DKK betales ved tilmelding.)

TILMELDING

Du tilmelder dig ved at udfylde formen med navn, e-mail og telefonnummer, hvorefter du vil modtage en faktura fra Trekking Bureauet på et depositum på 1.500 DKK.
Du er naturligvis velkommen til at tilmelde flere, du skal blot huske at angive navn, telefonnummer og e-mail-adresse på alle rejsende.

Du tilmelder dig turen til Tibet ved at udfylde formen. Din tilmelding er endeligt registeret, når du har indbetalt dit depositum.
Du er også velkommen til at sende spørgsmål, inden du tilmelder dig.

©2020 Pernille Mandira Mouritsen · TrustLove. Alle rettigheder forbeholdes
Design Kristine Stammer

Billeder Visuals by Chamara

Handelsbetingelser