Et hul i Hjertet

Vi har dem alle, de små eller store huller i Hjertet.

Sorger, - smerter, uforklarligheder, der bor i os, jeg føler dem som huller, huller i mit hjerte.

Huller som tiden på fineste vis healer og læger for os, som vores visdom og kærlighed stille fylder og forvandler.

Jeg har et hul i mit hjerte, som jeg indimellem glider ind i, det hul gemmer på min oplevelse af ligegyldighed, på ikke at have betydning og at alt er uden mening, at jeg er uden mening.

I dag er jeg gledet ned i det hul, jeg har tårer i mine øjne, det er som om mit hjerte græder og jeg opleves tom.

Egentligt ved jeg godt, at det er det hul jeg er gledet ned i, men når jeg glemmer det, er det som om at det er hele mig, der er det hul. Som om at det er min eneste virkelighed, og lige der gør livet ondt, meget ondt.

Så jeg takker mig for, at jeg har opdaget hullerne, så jeg kan huske mig selv på, at jeg er gledet ned i et af dem, og i dag er det hullet for ligegyldighed, opgivenhed og meningsløshed.

Hvis jeg giver mig selv tid nede i hullet, går lidt på opdagelse, så registrer jeg de forandringerne der er sket, siden jeg var der sidst. Og det er som magi, for i det øjeblik jeg sætter mig godt til rette i hullet, og giver mig tid, så kommer en dyb vejrtrækning og mit hjerte føles lettere.

Jeg ser lidt klarer, selv om jeg stadig er i hullet. Jeg bliver vidne til den smerte jeg oplever når jeg er lige der, og jeg kan være god ved mig selv - ikke skælde mig selv ud, eller invitere frygten ind, for så bliver det først ubærligt.

Tiden har lært mig dette, for år tilbage var de huller så virkelige for mig at mit liv smuldrede når jeg ikke gled, men faldt, ned i dem. Det var som de optog mig i den sandhed de var skabt af, og jeg var en stor smerte. I dag, ved jeg hvad der sker, jeg tillader mig selv og være i hullet, vel vidende at jeg har mit frie valg til at glide op af det igen. Uha det viste jeg ikke dengang!

Så når jeg vælger at blive, som jeg gør i dag, så er det for at heale, for et eller andet i det hul kalder stadig på mig, på at forløse, på at blive set eller mødt – oftest i dybeste kærlighed.

Dog er lige dette hul lidt sværere end nogen af de andre, for jeg vender hele tiden tilbage til oplevelsen af, at smerten kun kan forsvinde hvis jeg virkelig kunne blive holdt og kæret for af en anden. Denne anden skal komme ud af det blå, af helt egen vilje, pakke mig i et varmt tæppe, bare lade mig være lige der, i al den tid jeg har brug for, mens jeg ind imellem, stille kan blive strøget over mit hoved mens en stemme siger, Pernille du gør det så fint, alt skal nok blive godt og med disse ord glide ind i et varmt og langt kram.


Men det er svært, for hvem står der, og ved hvad jeg har brug for – og hvor er det egentligt ikke helt nemt, at skulle være afhængig af andre. Så jeg har lært at glide ned på sofaen, pakke mig i et varmt tæppe, give min krop lige hvad den har brug for at spise, hvad den ønsker af kram og kærlige ord. Og alt det får den af mig og ikke af en anden. Og så lige så stille, så finder healingen sted, og noget letter i mit indre og sådan helt uden at vide hvordan eller hvorfor - er jeg gledet ud af hullet og jeg ved at jeg har gjort et dybt sjæle arbejde.

Et hul i Hjertet, vi har det alle, her fik du lidt at høre om et af mine.

Skriver disse ord, i et ønske om at du skal vide at du ikke er alene, at det er min oplevelse at hele menneskeheden har disse huller af forskellige størrelser i hjertet, og tænk hvis vi alle kunne have sammen sprog for netop disse oplevelser, hullerne i hjertet. Som egentligt bare kalder på healing, og som hvis vi lytter og giver os tid, faktisk også healer, bringer os videre og inviterer os til det næste nu.

I kærlighed Pernille

©2018 Pernille Mandira Mouritsen / TrustLove. Alle rettigheder forbeholdes
Design Kristine Stammer