• Pernille Mandira

Blæser du med tidens vinde

Blæser du med tidens vinde, eller du føler dig fanget, helt ufrivilligt af disse vinde? -Hvis det er sådan, forstår jeg dig godt, virkelig godt. Verden er i en forandring, vi ikke har set før i nyere tid; ingen har rigtig fast grund under fødderne, vi kører med et lyntog, som absolut ikke kan stoppes. Mit indre billede på denne tilstand er, at mange står febrilsk og prøver at stoppe toget - at de har et dybtfølt behov for at kunne forklare, kontrollere, sætte retning og få bugt med frygten, få bugt med toget, men det er bare ikke muligt.

Toget kører afsted som det vil, med lynets hast, og ingen kender dets destination...

Vi må stå der, i vores livs illusioner, og se det ene slør efter det andet falde, frygtens illusoriske greb har fat i os, vores verden er forandret, vi er usikre i vores arbejde, verden vakler, ingen ved hvad, hvorfor og hvorfra i morgen skal komme!

Fra det sted, hvor jeg ser på dette livets tog, er det egentligt det samme tog, som også kørte gennem vores verden for 1 år siden, for 5 år siden - ja faktisk fra så længe tilbage jeg kan forestille mig. Det lyntog har i al tid kørt afsted, og vi har kaldt det livet, men måske det tidligere har været opfattet som et godt gammeldags bumletog, ét, hvor man i sin hverdag kunne følge med. I disse dage, hvor livet går hurtigt, hvor vi træffer beslutninger fra livets illusioner, hvor verden er blevet digital, hvor du kender mig, og jeg kender dig fra et billede på Facebook, ja så har toget transformeret sig til et lyntog, og igennem denne verdensomspændende pandemi har det også store, nogle gange blændede lys på - men det er stadig det samme tog. Egentligt kan vi sige det samme én gang til: Det er et tog, som ikke har nået dets destination, ingen ved, hvornår det gør det, ingen ved, hvor destinationen er...


Livet på en spids

Livet er virkelig sat på en spids lige nu, vi mister vores arbejde, og må tænke i andre baner, end vi plejer. -Men har der ikke altid været mennesker, der har mistet deres arbejde igennem livets konjukturer? Har vi ikke altid levet med, at det vi kender, forandres? Har det egentligt ikke altid været sådan, at livet er en stor forvandligskugle, hvis sfære vi lever vores foranderlige liv igennem, mens vi febrilsk prøver at få kontrol over disse livets forandringens vinde, der blæser i vores liv og verden, uden vi rigtigt har noget at skulle have sagt? Det vil være min påstand. Måske forskellen i denne tid blot er, at forandringerne og uforudsigeligheden er sat under et kæmpe forstørrelsesglas. Det er umuligt ikke at se og mærke, at næsten intet er som det plejer.


Plejer er død, og det er måske netop det, der er vores største opgave at opdage nu. Den største opgave - og den største gave til verden. Og det er sådan det er: Altid er livet foranderligt, nogle gange inden for vores comfort zone, andre gang ikke. Men aldrig ejer vi noget, selvom vi tænker vi ejer meget.


Vækkelse gennem smerte


Gennem alt det jeg ser, ser jeg også smerterne; at dette måske er vor tids største mulighed for en global vækkelse. Vi har haft økonomiske bobler, husbobler, livsbobler, der på hver sin måde er bristet hver og én. Men hver gang har vi overlevet - faktisk har vi levet og vi har mærket det. Og dette er måske verdens første egentligt livsboble, der tvinger os til at kigge ind i det liv, vi lever, ind i de valg vi tager, det forbrug for har. Vi må ganske enkelt forholde os til, om livet bringer os glæde, Uhh, tør jeg skrive dette, når jeg ved hvor ondt det virkelig gør på mange? Når det er virkelighed, at der ikke er penge til at betale husleje med, når man bliver fyret fra ynglingsjobbet, når man ikke kan danse ude til den lyse morgen, når ens teenageliv pludselig bliver begrænset og føles som et, der burde finde sted i en anden tidsalder, eller når man skal aflyse kæmpe livsbegivenheder og mærkedage? Nej det er svært, og jeg vil have min frihed tilbage siger jeg også til mig selv. Tager jeg tager en dyb indånding og lukker mine øjne, så toget kører stadig, mit liv er også i en uendelig forandring. Intet er fast, kun nuet. Jeg åbner mine øjne, for jeg tør godt livet med åbne øjne. Herfra kan jeg opdage, at JEG ER FRI; min frihed er lige her i mit uendelig nu, og livets tog, Livets Skole, har sat farten op, jeg kan INTET gribe i mere, jeg må give slip. I det øjeblik jeg slipper, er jeg fri.


Vi er frie - og har altid været det


Det er min klare overbevisning, at det er sådan det er for os alle: Vi er altid og i evighed frie. Kun kan vi binde os selv på livets uendelige togrejse, kun du kan glemme den kærlighed og det lys, du er skabt i og af. Hvor er det vigtigt, at vi lige nu - at vi altid - er der for hinanden og husker hinanden på kærligheden, tilliden, på det unikke og særlige i hver og en af os. Hvor er det vigtigt, at vi finder modet til at udfordre sindets automatiske negative tanker, at vi tør hengive os, at vi tør forsvinde for en stund, udelukkende for at blive fundet igen. Luk dine øjne, find ro, så meget det er muligt for dig i dette nu, kald på det lys, der bor i dig, lad det skinne, lad det lyse dig op, lad det varme dig i kærlighedens uendelige flamme, og tillad roen at indfinde sig. Lige dér bryder du illusionen, lige dér vækkes du til tilliden og kærligheden - lige dér, i det ubevogtede øjeblik, lever frygten ikke. Du er fri. Jeg tror dybt og inderligt på den kærlighed, vi alle er skabt af, og jeg tror, at den trækker vejret for os, den får vores tempel, vores krop til at fungere for os, den er dig, den er mig og den er alt imellem dig og mig. I tider som disse, hvor vi kan glemme den forbundethed, den enhed, og i stedet bliver revet med toget, da er det så vigtigt, at vi tør være der for hinanden - både i det små og i det store. -For lige dér bor den kærlighed, der healer selv sårene fra selv den værste smerte. Toget har ikke nået dets destination, ingen ved hvornår det gør det, og ingen ved hvor destinationen er... men vi bevidner dette sammen, vi er her sammen, lad os aldrig glemme det. Tanker fra en Pilgrim af Livet - de har ikke nået deres destination, ingen ved hvornår de går det, og ingen ved, hvor de fører hen. I kærlighed Pernille Mandira


©2020 Pernille Mandira Mouritsen · TrustLove. Alle rettigheder forbeholdes
Design Kristine Stammer

Billeder Visuals by Chamara

Handelsbetingelser